Velkommen til min dagpleje😊
Jeg hedder Trine og er fra årgang 1976.
Jeg lever sammen med min mand og vores to sønner: Rasmus (2003) og Emil (2007). Vi er bosat på Uhrhøj, som byder på et inspirerende nærmiljø med mulighed for forskellige oplevelser.
Vores hjem er røgfrit og allergivenligt. Det rummer god plads til aktiviteter både inde og ude.
Jeg er startet som dagplejer 1.april 2018.
Jeg er uddannet pædagog i 2002, og har siden 2004 arbejdet med vuggestuebørn (0-3 årige).
Jeg har kursus i ICDP (Relations- og Ressourcepædagogik), samt et modul af “social inklusion” - uddannelsen.
Jeg har deltaget i kurset “læringsforløb for faglige fyrtårne”, som omhandler den nye pædagogiske læreplan og udvikling af læringsmiljøer i dagtilbud, samt temadag af James Nottingham - om børn og læring.
Derudover har jeg været på kursus i emnerne søvn og yoga.
Lidt om mit pædagogiske arbejde som dagplejer:
• Jeg brænder for arbejdet med de 0-3 årige, og har erfaring og viden om at skabe et stimulerende og udviklende miljø for det lille barn - både inde og ude. Jeg arbejder ud fra den pædagogiske læreplan.
• I mit arbejde har jeg meget fokus på trivsel - for at skabe de bedste betingelser for udvikling og læring.
• Jeg vægter at være anerkendende - at skabe et positivt miljø, hvor der er plads til relationsarbejde, nærhed, omsorg, ro, tryghed og en masse knus og sproglig opmærksomhed.
• Jeg er meget bevidst om at skabe rum til legen, hvor jeg lader barnet følge eget spor, undgår unødig afbrydelse og lader kreativiteten udvikle sig - til tider er jeg en del af legen og andre gange er jeg på sidelinjen, støtter, guider og vejleder.
• Jeg har meget fokus på barnets udvikling af selvhjulpenhed - det sker ved at lade barnet få lov at tage del i de hverdagsopgaver der naturligt opstår.
• Jeg er bevidst om at børnene får sundt, nærende og udviklings-passende kost. Jeg ser spisesituationen som et læringsrum, hvor der både opstår læring, udvikling og madglæde mm.
• Jeg vægter et godt og respektfuldt forældresamarbejde, hvor der er tillid og tryghed til en dialog omkring barnets trivsel og udvikling.
• Hverdagen bliver dokumenteret via daglig dialog. Derudover lægger jeg løbende billeder ind på Aula.
En gang i ugen (mandag) er jeg i heldagslegestue. Her mødes vi i “Dagplejens hus” med en fast gruppe af andre børn og dagplejere på Uhrhøj.
Tilknytning: Jeg samarbejder med en dagplejepædagog - til sparring og udvikling af den pædagogiske praksis, børnenes udvikling, trivsel og læring, samt i de tilfælde hvor det er nødvendigt at inddrage tværfaglige samarbejdspartnere. Hun kommer jævnligt på besøg, og har derfor et godt kendskab til børnene.
Både jeg og min familie glæder os meget til at hilse på jer, og blive et positivt supplement til jeres familie😊