Lidt om mig
Jeg er født i 1968, og startede som dagplejer i 1995. Jeg er gift med Peter, og sammen har vi 3 børn. Louise fra 1989, Dennis fra 1994 og Thomas fra 1997. Der er ingen af dem der bor hjemme mere.
Jeg er dagplejer på et lille landsted, med masser af skov og natur rundt omkring mig. Jeg har en stor indhegnet legeplads, hvor der er gynger, legehus og en sandkasse. Der er også en lille skov, hvor børnene kan klatre, balancere og gemme sig. Igennem min tid som dagplejer, har jeg deltaget i forskellige kurser, og jeg har været naturdagplejer siden 2018. Vi bruger meget tid på at være udenfor i stort set alt slags vejr. Vi tager på skovture, hvor vi udforsker og undersøger det vi møder.
Indenfor er der plads til både de vilde og stille lege, til at læse eller bare slappe af. Det er vigtigt for mig, at børnene kan udvikle nysgerrighed, motorik, sprog og fantasi – både ude og inde.
Jeg ser det enkelte barns behov og møder det, der hvor det er i sin udvikling. Jeg vægter højt, at børnene får tid og ro til at udvikle legefærdigheder og lærer at indgå i et fællesskab. Hos mig øver vi os på, hvordan man er gode ved hinanden, snakker pænt til hinanden og drager omsorg om hinanden. Vi kan være fjollede sammen, grine og skabe venskaber. Vi træner at blive selvhjulpne og at kunne hjælpe hinanden. Det er også vigtigt for mig at barnet får en god start på dagen.
En gang i mellem får jeg besøg af pædagogen, som er tilknyttet mig. Hun kan komme både uanmeldt og planlagt. Vi får altid nogle gode faglige snakke og sparring omkring børnene.
I forhold til kosten følger jeg sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Legestue
Jeg er tilknyttet Vonge -Kollemorten gruppen, hvor vi har et tæt pædagogisk samarbejde. Vi tilstræber at holde heldagslegestue en gang ugentligt. Om sommeren tager vi rundt til hinanden, og om vinteren er vi i legestuehuset i Vonge. Børnene får leget på tværs af grupperne, skaber nye venskaber og øver sig i at være i en større gruppe.
Forældresamarbejde
Jeg vægter et åbent og ærligt samarbejde omkring børnene. Jeg mener, at det styrker barnets trivsels, læring og tryghed.
Susanne Thomsen
Dagplejer
Send e-mail
Telefon: 30542958
Adresse: Sønderhedevej 14, Vonge og Kollemorten