Velkommen i dagpleje hos Rikke 🌷
Her er der masser af hjerterum, højt til loftet og altid plads til leg, nærvær og kram 🤗
I dagplejen hos mig bliver børnene en del af en tryg, lille hverdag i hjemlige rammer, genkendelighed og faste rutiner, hvor jeres barn bliver mødt med omsorg, smil og varme hver eneste dag.
Jeg har små børnegrupper, hvilket giver plads til at se det enkelte barn og følge dets udvikling. I mit daglige arbejde lægger jeg stor vægt på nærvær, ærlighed og et åbent forældresamarbejde. Forældre og børn skal føle sig godt tilpas både ved aflevering og hentning.
Hverdagen hos os
Vores hverdag tager udgangspunkt i børnegruppen, børnenes interesser, vejret og årstiden. Det betyder, at aktiviteter og ture bliver planlagt ud fra, hvad børnene er optagede af, og hvad der naturligt hører årstiden til. Udeliv er et hit året rundt med den rigtige påklædning er alt slags vejr godt vejr ☀️☁️❄️
Indendørs har vi et stort legerum midt i huset. Her er der fri leg med dukker, biler, Duplo, puslespil, legekøkken, højtlæsning og musik. Vi danser, synger, hopper, laver kolbøtter og børneyoga og vi bygger sjove motorikbaner, der styrker balance og bevægelse.
Og ja! jeg kan godt være lidt fjollet! Vi laver grimasser, hopper rundt, snurrer og danser tosset til musik. Det skaber grin, glæde og tryghed og børnene elsker det.
Vi har en stor have med sandkasse, gynge og køretøjer, som vi bruger flittigt.
Vi elsker at komme ud på gåture forbi ænderne, hen til Børkop Vandmølle, rideskolen, biblioteket, skoven eller en snak med køerne på marken. Vi kigger efter frøer, regnorme, stankelben og edderkopper og jeg lærer børnene, at alle dyr er spændende, også de små krible-krable, som nogle måske synes ser lidt sjove ud.
Musik, sang og kreative stunder
Vi synger hver dag både velkendte børnesange og årstidsbestemte sange som julesange og fastelavnssange. Jeg går meget op i at fejre mærkedage som fastelavn, jul, fødselsdage, halloween og påske.
Vi laver krea-aktiviteter, som små børn kan være med til – tegner, maler, sætter perler på piberensere og øver finmotorikken.
Jeg støtter altid op om de lokale aktiviteter, der sker i dagplejen for børnene.
Heldagslegestue i Bamses Hus
En gang om ugen deltager vi i heldagslegestue i Bamses Hus sammen med vores legestuegruppe. Det styrker børnenes relationer og fællesskab.
Som udgangspunkt skal børnene afleveres og hentes i legestuen på disse dage, medmindre andet er aftalt.
Mad & måltider
Jeg tilbyder 3 måltider dagligt: formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad. Maden følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og Dagplejens mad og måltidspolitik. Jeg har fokus på madmod, madglæde og mindre madspild.
Der serveres årstidens frugt og grønt, rugbrød, varme og kolde retter og hjemmebagte boller flere gange om ugen.
Måltiderne er hyggelige og sociale. Vi snakker sammen, genfortæller dagens oplevelser og øver gode rutiner som håndvask og at sige “tak for mad” og “velbekomme”.
Pædagogik og tryghed
Vi arbejder ud fra den styrkede pædagogiske læreplan med fokus på trivsel, udvikling, læring og dannelse. Børnene bliver støttet i deres individuelle udvikling og i at indgå i gode fællesskaber.
Jeg deltager løbende i kurser og videreuddannelse og har altid et opdateret førstehjælpskursus.
Der føres tilsyn både anmeldte og uanmeldte af min dagplejepædagog, som jeg sparrer med i forhold til børnenes trivsel og udvikling. Hvert andet år modtager jeg et uvildigt kvalitetstilsyn (KIDS).
Aula vores digitale kontakt
Vi bruger Aula til sikker kommunikation mellem forældre og dagpleje fx ift. Arrangementer, nyheder, ferie og billeder. Med jeres samtykke deler jeg billeder fra hverdagen, som kun min børnegruppes forældre har adgang til. 📸
Hvem er Rikke? 🌷
Jeg hedder Rikkelise (men kaldes Rikke), og jeg er født i januar 1987. Jeg er SOSU-uddannet og har altid arbejdet med mennesker.
Jeg bor i et stort hus i Børkop sammen med min mand Mike og vores tre hjemmeboende børn:
Storm (2011), Ea (2017) og Sia (2022)
og jeg er bonusmor til en dreng fra 2009.
Vores børnevenlige kat Anton er selvfølgelig også en del af familien 🐈⬛
Vores hjem er en typisk børnefamilie med latter, larm, hygge og masser af hjerterum. Her må man gerne være nysgerrig, lege, stille spørgsmål og grine højt.
Jeg glæder mig til at lære jer og jeres barn at kende og til at skabe en tryg og sjov hverdag fyldt med omsorg, læring og grin.
Varme hilsner,
Rikke 🌷