Kirsten Sølvblad Lønborg

Borgvold 38

Gårslev

Dagplejer

Send e-mail: kislo@vejle.dk

Telefon: 27513721

Adresse: Borgvold 38, Gårslev

Velkommen til min dagpleje

Jeg hedder Kirsten og er født i 1974. Jeg bor i Gårslev med min mand Rune, vi har tre børn, som er født i 02, 04 og 06, kun den yngste bor hjemme. Vi har en lille hund og en kat og vores hjem er røgfrit.
Jeg har været ansat som dagplejer siden februar 2020. Tidligere har jeg været dagplejer i Børkop kommune og haft en privat pasningsordning.
Dagplejen bruger hele underetagen i huset, så der er masser af plads til leg og gode rammer for udfoldelse. Man må gerne tumle i sofaen og lave huler under bordet. Jeg har stor fokus på at give plads og faciliteter som støtter legen. Jeg deltager ofte selv i legen, men giver også plads og tid til den børneinitierede leg. Det betyder f.eks. at vi sommetider laver lidt om på tidsplanen, hvis børnene lige er optaget af en god leg.

Jeg har en stor indhegnet have, hvor vi kan lege. Vi følger med i årstiderne, om sommeren nyder vi f.eks. at spise havens bær, når det regner hopper vi i vandpytter, og om vinteren tumler vi i sneen. Haven er indrettet, så den udfordrer motorikken og indbyder barnet til, at bruge sin krop. Vi er ude næsten hver eneste dag. Vi har en ladcykel og tager gerne en tur til stranden eller ud i naturen. 

I Dagplejen arbejder vi med ”Den styrkede pædagogiske læreplan” som er mit udgangspunkt i det pædagogiske arbejde. Jeg følger børnenes initiativ, og tilbyder lege og aktiviteter der går i samme retning.
Trivsel, læring, udvikling og dannelse går igen i alt, hvad vi laver. Vi styrker børnefælleskaberne med fælles lege og samvær og øver os i at vente på tur. Vi leger, synger og spiller med ”Babblarna” som styrker den sproglige udvikling. Vi styrker krop og sanser når vi tumler og danser.
Vi roder i jorden og følger årets gang og de danske traditioner og højtider. Vi sidder tæt og læser bøger, nusser, krammer og lærer, at være gode ved hinanden.

Tilknytning og relationer er af afgørende betydning for barnets udvikling, og jeg gør mig umage for at skabe nære relationer og tætte bånd til hvert enkelt barn, særligt i forbindelse med opstart og tilknytningsfasen. Her spiller samarbejdet mellem mig og jer forældre en ganske særlig rolle. Når vi samarbejder, kan vi hjælpe jeres barn til så god, blid og rolig en overgang fra hjem til dagpleje som overhovedet muligt. Jeg lægger også vægt på at styrke relationer mellem børnene. Alle børn skal mærke at de er en del af et fællesskab, det gør de hos mig!

Hver fredag er vi i heldagslegestue i Børkop og onsdag formiddag er vi i Gårslev hallen, hvor der er plads til at lege og tumle. Børnene får begge steder mulighed for at danne relationer til deres gæstedagplejere og de andre børn i gruppen. Det har stor betydning for de lidt større dagplejebørn at gruppen af legekammerater udvides efterhånden, det har de også stor glæde af når de skal videre i børnehave.

Jeg vægter forældresamarbejdet meget højt. Det er jeres barn det handler om, og jeg er altid klar til at lytte og tale med jer. Jeg tager ofte billeder, og deler dem med jer på AULA, så I kan følge med i vores dagligdag, og jeg forsøger altid at give jer en lille fortælling fra hverdagen når i henter om eftermiddagen. Jeg har barnevogne og sengetøj og seler til alle børn.

Jeg serverer sund og varieret kost i dagplejen. Jeg bager ofte selv vores boller. Til frokost får vi som regel rugbrød, men indimellem får vi en varm ret. Jeg støtter op om, at børnene spiser selv. De vælger på den måde selv, hvad de spiser og hvor meget. Jeg opfordrer dem til at turde smage på nye ting, de får lov at røre maden og vi øver os med kniv og gaffel.

Mælkeprodukter, frugt, grønt og mel er overvejende økologisk. Jeg veksler mellem kendte og ukendte fødevarer og tilbyder hver dag ca. 4-6 forskellige slags frugt og grønt i løbet af dagen. Vi får kun søde sager i små mængder ved ganske særlige lejligheder.

Jeg har et godt samarbejde med min tilsynsførende konsulent (pædagog). Hun kommer både på uanmeldt besøg og efter aftale, og det er hende vi ringer til, hvis vi synes vi møder en udfordring vi ikke umiddelbart selv kan løse.

Jeg har været på flg. kurser:
- Dagplejens 3 ugers grundkursus “Hverdagen som dagplejer”
- Grundlæggende førstehjælp (opdateres hvert andet år) 
- Børneyoga
- Dagplejekursus 2 uger "Faglighed på Tværs" med fokus på Leg, Forældresamarbejde og Børn i udsatte hverdagspositioner.

Derudover har vi flere gange om året oplægsholdere og foredrag som f.eks. handler om leg, for tidligt fødte børn eller andet som bidrager til faglig viden og udvikling. I øjeblikket er Dagplejen sammen med resten af Dagtilbud i Vejle Kommune og Tea Thyrre Sørensen en del et udviklingsprojekt "Leg og Samspil i fællesskab", som skal styrke deltagelses muligheder i leg og samvær for hvert enkelt barn, så alle børn oplever at være en del af et fællesskab.

I er meget velkomne til at komme på besøg og jeg vil med glæde vise jer, hvad jeg har at tilbyde i min dagpleje.

Venlig hilsen
Kirsten