Lidt om mig og min familie.
Velkommen i dagpleje hos mig. Jeg er gift med Mogens. Jeg har været dagplejer i Vejle kommune siden 1984, jeg har ingen husdyr og mit hjem er røgfrit.
Lidt om hverdagen hos mig og hvilke værdier jeg sætter højt:
Jeg gør meget ud af at starte dagen med at modtage børnene ved at tænde stearinlys og dække bord til dem der skal spise morgenmad hos mig. Når børnene kommer, bliver de altid mødt med et smil og et godmorgen. Jeg har altid en dialog med forældrene, med henblik på om deres børn har haft en god nat og hvordan de ellers har det, således at jeg er bevist om, hvis barnet ikke har appetit eller trives som det plejer. Det er vigtigt for barnet at få sagt ordentligt farvel og goddag til mor og far. Der serveres formiddags mad (brød og frugt, grønt), frokost det er for det meste rugbrød med forskellig pålæg eller varm mad, eftermiddags mad er frugt/grøntsager og forskellige brød. Hvis forældrene skal i kontakt med mig foregår det pr mobil eller på Aula, på Aula sender jeg også billeder af det vi laver om dagen.
I forhold til de 6 læreplanstemaer er vi ude at gå tur hver dag hvis vejret tillader det. Nogle gange går vi en tur til bækken, besøger dyrene på institutionen Troldebakken, går en tur i skoven eller cykler en tur til vandet i ladcykel, vi besøger også andre dagplejere og deres børn. Vi laver også almindelig hverdags ting, såsom at handle ind til frokost, dække bord hertil eller bage boller/brød til eftermiddags maden. Jeg gør meget ud af at der er tid til fordybelse så det at hoppe i vandpytter kan vi bruge lang tid på.
Jeg har i 2015/2016 været på uddannelse i - Inkluderende pædagogiske miljøer i dagtilbud. - Samspil og relationer i pædagogisk arbejde.- Leg og sprog.- Leg og læring med digitale medier i dagtilbud. I 2019 var jeg på kursus i - Den styrkede pædagogiske læreplan.- 2025 var jeg på uddannelse " Faglighed på tværs".
Vi gør meget ud af at fejre fødselsdag og årets højtider. Der er altid flag fremme til børnene på deres fødselsdag og vi synger fødselsdagssang flere gange i løbet af dagen. Laver aktiviteter i forhold til traditioner og børnenes alder.
Jeg kan rigtig godt lide at forældrene på tværs også har det godt med hinanden og med at komme i mit hjem, derfor holder jeg kaffedag den første torsdag i hver måned, hvor der er friskbagte boller og kaffe på kanden fra 14.30- 16.15. Det giver forældrene mulighed for at sætte sig ned og snakke om de fælles oplevelser deres børn har i dagplejen, planlægning af ferie og de kan stille spørgsmål eller vi kan tage emner op de gerne vil snakke om.
Vi er i det daglige på legeværelset og i mit køkken-alrum. Jeg har en stor lukket gårdhave, der er også en bakke i haven hvor børnene kan kravle/gå op af, det er godt for motorikken og derefter rutche ned af rutchebane.
Jeg ligger vægt på, at barnet skal være trygt og at der skal være ro omkring det vi foretager os og at der er plads til at sætte grænser. Barnet skal have omsorg, kærlighed og faste rammer og samtidig lære at blive social. Børnene udvikler blandt andet de sociale kompetence ved at jeg hver onsdag er i heldagslegestue med en kollega og hende børn. Vi synger, maler og går tur/ på opdagelse i Nørreskoven da vores legestue ligger i institutionen Skovgården på Nørremarken lige op af skoven.
Med venlig hilsen
Hanne Jensen