Jeg lægger vægt på:
At skabe nærvær, tryghed og plads til forskellighed.
At have et åbent og tillidsfuldt samarbejde med forældrene.
At skabe en hverdag hvor man føler sig velkommen og set/hørt og forstået.
At være nærværende og tilgængelig for børnene og få alle til at være en del af børnefællesskabet.
At være anerkendende og møde børnene der hvor de er den pågældende dag.
At have focus på børnenes trivsel og udvikling er meget vigtigt.
Jeg lægger stor vægt på barnets udvikling gennem leg og læring, ude som inde. Vi er ude hver dag og bruger gerne naturen, samt de ting vi finder. Jeg bruger sang og bevægelse hver dag og tænker den styrkede pædagogiske læreplan ind i min planlægning af hverdagens aktiviteter. Dette er med til at styrke børnene motorisk og sprogligt.
Forældresamarbejde:
Det sociale er vigtigt i dagligdagen, derfor betyder det meget for mig at have en åben og ærlig dialog med både forældre og kollegaer. Jeg vægter højt, at vi taler åbent om lette såvel som svære emner. Der skal være plads til forskelligheder for at skabe et godt samarbejde.
Mit hjem:
Jeg har et stort køkken/alrum i forbindelse med et legeværelse, hvor der er masser af plads at boltre sig på. Her er plads til at skabe forskellige legemiljøer, så der både er mulighed for at lave gymnastik/danse/lave yoga, samt at fordybe sig i en mere stille aktivitet. Hjemmet er røgfrit, allergivenligt og uden husdyr.
Legestuen:
Jeg går i heldagslegestue 1 gang om ugen, denne dag afleveres og hentes børnene her. Her foregår dagen sammen med andre dagplejere, og vi laver forskellige aktiviteter med udgangspunkt i de 6 læreplanstemaer. Vores fælles middagspause bruges til kollegialt samvær og pædagogiske møder med fagligt indhold.
Lidt om mig:
Jeg er oprindeligt uddannet kontorassistent, men har arbejdet som dagplejer siden 1995. Jeg er gift og har 2 voksne sønner.
Lidt forskelligt:
Jeg tager løbende billeder af vores hverdag. Det kan være en sjov aktivitet, en stjernestund mm. Disse billeder/små historier sender jeg til forældrene via AULA.
I dagplejehjemmet serveres der 3 varierede måltider om dagen i henhold til Vejle Kommunes kostpolitik.
Jeg får jævnligt besøg af en dagplejepædagog, som er en vigtig sparringspartner ift. samarbejde, råd og vejledning mht. udviklingen af hvert enkelt barn.
Et udsnit af kurser jeg har deltaget i:
Den styrkede pædagogiske læreplan, AMU. Leg med sprog, AMU. Samspil og relationer i pædagogisk arbejde, AMU. Inkluderende pædagogiske miljøer i dagtilbud og SFO, AMU. ICDP Relations og ressource orienteret pædagogik, University College Nordjylland.