Præsentation af dagplejer Connie Jelling, årgang 1967.
Ligesom alle mine kollegaer i dagplejen, er det vigtigste at skabe en tryg og dejlig hverdag for os, hvor børnene leger og udvikler sig i et hjertevarmt og trygt miljø.
Vi laver alt det, der hører en hverdag til for børn fra 0-2 år, med måltider, bleskift og små aktiviteter og tid til leg og en dag om ugen i legestuen.
Jeg bruger meget energi på at skabe en tryg atmosfære, ved at skabe en genkendelig hverdag. Før vi skal op til bordet og spise rydder vi alt legetøjet på plads imens jeg synger et lille vers:
“Ting, tingling – enhver ta’r en ting
Rydde op og lægge ned, alle børn må være med”
Oppe ved bordet skaber vi også rytme og stemning med sang og blomster på bordet og et lys som tændes med en ny lille sang, inden den hjemmelavede og forholdsvise økologiske mad præsenteres og vi spiser sammen. Måltidet slutter når vi har sunget “Tak for mad” og lyset er pustet ud.
Dybest set går der rigtigt meget tid med at spise, blive skiftet og sove, når man er lille og går i dagpleje. Derfor er det også helt nødvendigt og naturligt, at jeg har tilrettelagt dagen, så der er plads til genkendelige indslag som yoga, sang kuffert, ‘Bablerne’ og små eventyrfortællinger, imellem tiden til leg. For legen er den tid hvor barnet spejler sig i andre børn og øver sig i at være lige nøjagtig MIG ;)
For mig er det vigtigt at børn oplever et spændende og æstetisk miljø, så jeg har indrettet dagplejen med små overraskelser rundt omkring. Samtidig kan rummet tømmes helt, så vi kan gynge, hoppe og trille rund og lave motorik baner. Hver dag skal vi også udenfor for at lege eller gå en tur i naturen eller lokalområdet.
Her i dagplejen hvor jeg bor, ligger på Havesangervej i Østengård (Skibet). Man går ind ved flagstangen og lige ind i gården med sandkasse og plads til leg.
Jeg bor her selv, men både mine tre voksne børn og deres familier kigger jævnligt forbi. De har tilsammen fire børn. Torben (fra 1962) og jeg er kærester og han kommer næsten hver dag efter arbejde.
Det er et ikkerygerhjem og der er ingen dyr, altså bortset fra guldfiskene i den lille dam, der selvfølgelig er forsvarligt skærmet for børnene.
Før jeg blev dagplejer, har jeg arbejdet med børn siden først i 1990’erne. Både som Steiner pædagog i Stjerneblomsten, men også i kommunale daginstitutioner. Mest i vuggestue og børnehave, men også nogle år på døgninstitution.
Vores – altså børnenes og min hverdag kommer til at foregå i vores helt egne rum. Der er en lille garderobe til hvert barn i entreen, pusle plads på badeværelset lige ved siden af, et tekøkken med plads til både børnenes og mit lille køkken og i lege værelse er der udgang til terrassen og haven med legehus og græsplæne.
Med udgangspunkt i det enkelte barns alder og udvikling, finder vi lege og legetøj, der stimulerer sanser, krop og temperament. Vi øver os i at blive gode til alt det, der er svært, igennem legen og med kærlig støtte. Både inde og ude. Og hver dag skal vi selvfølgelig have plads til knus, grin og fjollerier.
Jeg glæder mig over at kunne bruge min tid sammen med jeres barn i en harmonisk hverdag. Ligesom jeg også glæder mig til at kunne byde velkommen til forældre og det daglige samarbejde.
Mit mål er at skabe en hverdag med stjerne stunder.