Charlotte Pedersen Dagplejer
Send e-mail Telefon: 30543025 Adresse: Ammitsbølvej 15, Ødsted

Mit navn er Charlotte og jeg har været dagplejer siden 1992

Jeg elsker mit arbejde og synes det er fantastisk givende og positivt at arbejde med små børn.

Jeg er gift med Kurt (siden 1989) og har to voksne børn, Malene og Camilla, som ikke bor hjemme mere, men dog af og til kigger forbi.
Kurt er førtidspensionist pga. dårlig ryg og er derfor ofte at se i hjemmet.
Vi har nogle dejlige venlige flatcoated retrievere, som vi bruger en stor del af vores fritid på.
Hundene er aldrig alene med børnene.

Mit hjem er indrettet med mange muligheder for læring og god plads til fysisk aktivitet.
Jeg vægter et kærligt og trygt miljø hvor det enkelte barn bliver set og mødt.
I de timer barnet opholder sig hos mig er det vigtigt for mig at barnet føler sig som en betydningsfuld del af gruppen og vores dagligdag.
Jeg arbejder ud fra "de styrkede læreplaner" hvor barnet bliver mødt lige der hvor det er nået til i sin udvikling. Det gør mig glad når jeg ser barnet trives og "blomstre".
Jeg tager ofte udgangspunkt i de initiativer barnet udviser da jeg meget tror på at " lysten driver værket".
Hos mig leger vi, bager boller, laver små retter som vi spiser til frokost, synger, læser/kigger bøger og i det det hele taget snakker om alt det vi ser og oplever.
Vi leger også meget ude og tager på små udflugter til skov og mark for at finde kryb og kravl samt opleve årstidernes skiften.
Jeg tager billeder af børnene som jeg lægger på "AULA" så I som forældre kan få et lille kig til hvad vi har oplevet.

Jeg retter mig efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger ift. mad og måltider med afvekslende kost. Endvidere tilstræber jeg at sørge for god stemning ved bordet så det er hyggeligt. Jeg spiser altid sammen med børnene da jeg tror på at det er vigtigt vi sidder sammen og nyder maden.

En gang i ugen er vi i vores super dejlige legestue "Boblen". Der bliver børnene afleveret om morgenen og bliver hentet igen om eftermiddagen.
Her har børnene mulighed for at knytte venskaber med andre børn og lege på tværs af grupperne og derved træne deres sociale kompetencer i en større gruppe inden de skal videre i børnehave.
Vi planlægger små aktiviteter ud fra vores læreplaner og altid med blik på tryghed og trivsel for det enkelte barn, også i den større gruppe.
I vinterhalvåret, ca. hver 3. uge, går vi i "Minihallen" et par timer om formiddagen.
Alle dagplejere deltager, så vidt det er muligt, denne dag.
Vi laver "gymnastik " med børnene, spiller bold, hopper, kravler, synger og leger og giver den bare "max. gas".
Jeg plejer at være ansvarlig for en lille fælles aktivitet hver gang.

Jeg har deltaget i alle de kurser og uddannelser, jeg har fået tilbudt, igennem årene jeg har været ansat - bl.a. ICDP og børnefællesskaber og Dagpleje uddannelsen. Jeg har også altid mulighed for at "sparre" med min pædagog fra kontoret hvis der er noget jeg er i tvivl om.

Jeg er altid åben for en god snak omkring jeres barn, da jeg synes det er meget vigtigt med et godt samarbejde for at sikre den bedste udvikling og trivsel for barnet.